Ny til yoga
Astanga Yoga Studio er et varmt og personligt yogastudio med unik undervisning. Det er let at komme i gang og alle kan lære det – uanset alder og form.
Er du ny til Astanga yoga anbefales det, at du starter med introduktionsholdet eller en personlig introduktion , der en individuel privat introduktionstime. På intro bliver du undervist i grundprincipperne for Astanga metoden og får på den måde lagt fundamentet for den bedste start på din fremadrettede træning. Du kan læse mere om læringstrinene herunder og se astanga yoga stillinger præsenteret af yoga mester Paramaguru Sharath Jois her
Hvis du allerede er Astanga udøver med erfaring i Mysore undervisningsformen, er du naturligvis meget velkommen til at starte direkte på mysore holdene.
Læringstrin på Mysorehold
Første dag
På den første dag introducerer du til det dybe, rolige og nærværende åndedræt samt de kropslåse, der er karakteristisk for Astanga yoga. Derefter lærer du en serie simple bevægelser ind og ud af et par yogastillinger. Den lille serie heddder solhilsen A. Den repeterer og øver du så nogle gange. Som afslutning laver du et par yderligere siddende yogastillinger, hvorefter du slapper af.
Tilmeldning
De næste dage
De næste dage, vil du øve solhilsen, som du har lært den første dag evt. med yderligere vejledning hvis det er nødvendigt. Når du kan huske solhilsen A, går du videre med at lære solhilsen B. Til slut laver du de siddende yogastillinger, som dagen før, som afslutning på dagens øvelser, hvorefter du slapper af.
De kommende uger
I de næste par uger vil du gradvist lære nye stillinger i forhold til dine evner og hukommelse, indtil du har lært en serie du kan udføre uden påmindelse eller assistance. Ved gradvist at lære nye stillinger får du et solidt fundament og lærer at udføre yogastillingerne sikkert og stabilt. Din træning kan derfor synes ganske kort i begyndelsen, omkring 30-40 minutter, men der vil være meget gentagelse og de fleste syntes det er mere en rigeligt.
De kommende måneder
I de følgende måneder kommer du så meget som muligt, gerne 4-5 gange ugentligt, og øver din rutine. Læreren holder altid øje med om udførelsen er fornuftig og hensigtsmæssig og assisterer når det er nødvendigt. Du får også gradvist lært flere stillinger. Det tager på den måde et par måneder at finde sig til rette med Astanga Yoga træningen og opbygge en rutine, der er overkommelig og samtidig kan udføres relativt sikkert og med en vis lethed. Denne "langsom og støt” metode giver dig tid til at huske serien og udvikle mental og fysisk stabilitet i stillingerne og samtidig få en personlig forståelse og erfaring med din yoga træning.
Gode råd
- Medbring: Yogamåtte, svedtæppe samt et mindre håndklæde.
- Hygiejne: Det er vigtigt at komme til træning ren. Så tag altid bad inden træning. Undgå parfume og at smøre kroppen ind i creme eller lotion.
- Tøj: Ikke for stramt, ikke for løst og ikke for meget og altid rent. Brug venligst uparfumeret vaskepulver til dit yogatøj.
- Mad: Spis generelt mindre, og din yogapraksis bliver lettere. Spis ikke inden yoga 4-5 timer er bedst. Bedst at træne om morgenen efter en nats faste.
- Drikke: Drik før og efter, ikke under træning. Drikker du for meget inden træning eller drikker du under træning vil det forstyrre den.
- Smidig: Du behøver ikke at være smidig, i form eller spirituel for at begynde på Astanga yoga og få noget ud af det. Alt, hvad du behøver er nysgerrighed efter at stille dig på måtten og komme i gang.
- Stilhed: Når du er i studiet så prøv at være stille når du går rundt, fører samtale og håndterer dine ting og din yogamåtte. Vær opmærksom og tag hensyn til de andre der træner omkring dig.
- God yogapraksis er at arbejde med stadig mere intensitet, effektivitet og intelligens. Vær forberedt på at Astanga yoga er fysisk krævende og du kommer til at svede! Hvilket blandt andet er formålet. Når kroppen er varm, undgår du lettere skader og kan bevæge dig lettere og naturligt. For at blive ordentlig varm er det vigtigt at fokusere på at bevæge med åndedrættet og koordinere åndedræt og bevægelse.
- Det er helt naturligt - og faktisk også positivt - at opleve en ømhed i musklerne efter træning. Især, hvis man gør fremskridt og i det hele taget arbejder intelligent og entusiastisk. Ledsmerter kan til gengæld være tegn på dårlig bevægelse, åndedræt, form og kropsholdning i stillingerne. I så fald må man bakke lidt tilbage i sin træning og undersøge teknik og stillinger grundigere. Husk, at du altid kan spørge læreren til råds, hvis du er i tvivl. Hvis du er uheldig og får smerte eller skader, så tal med din lærer om hvordan du kan modificerer din træning, så du kan fortsætte med hensyn til det. Giv altid læreren besked, inden timens start, hvis du er skadet eller lider af en sygdom. Du bør ikke lave astanga yoga hvis du har feber.
- God vejrtrækning er essentiel for yogapraksis. Man bør hverken trække vejret for hurtigt eller for langsomt. Vejrtrækningen skal være flydende og ensartet. Målet er, at vejrtrækningen er så behagelig som muligt, så den øger opmærksomheden og hjælper kroppen at opnå en flydende, balanceret praksis.
- Anstreng dig ikke for meget i stillingerne, og forsøg ikke at efterligne sidemanden. Vær i stedet opmærksom på hvad der er godt for netop din krop. Forsøg at finde balancen mellem at anstrenge dig tilpas meget og at “give slip”. Med andre ord, det hjælper ikke at presse, men heller ikke at lave for lidt. Når du træner regelmæssigt, vil du opleve, at kroppen åbner sig, og efterhånden vil du kunne arbejde længere og dybere i stillingerne. Hvis du derimod går for hurtigt frem, risikerer du skader. Vær tålmodig med dig selv og husk, at det ikke handler om at skynde sig.
- Lærerne kan justere dig fysisk under træningen. Sig til hvis du ikke ønsker justeringer, så der kan tages hensyn til dine ønsker.
- Vi ligger vægt at du følger Astanga yoga-serien og stillinger, som du lærer dem. Hvis du ikke er i stand til at udføre en stilling, kan læreren hjælpe dig med modifikationer. Du vil gradvist blive introduceret til nye stillinger. Vær tålmodig med at din praksis udvikler sig trin for trin. Der er en logik og intelligens indbygget i fremgangsmåde og sekvensering af stillingerne som typisk først er åbenlyse når man har gennemført det.
- Giv dig god tid til at slappe af efter din træning. Det er en vigtig del af træningen. Hvis du generelt har svært ved at falde til ro, er den afsluttende hvilestilling måske den allervigtigste for dig. Vi anbefaler mindst 6 minutters hvile efter træning.
- Astanga yoga er en individuel praksis – det er en personlig rejse og ikke en konkurrence, heller ikke med andre. Allerede efter få gange vil du kunne mærke den positive forskel.
- Vi ses på måtten.
Kom godt i gang
Opret medlemskab
Start med at oprette et medlemskab. Vi anbefaler at du forpligter dig til 3 måneder, det er den tid det normalt tager at komme godt i gang. Er du ny til Astanga Yoga anbefaler vi vores introduktions hold eller en personlig introduktion.
Se medlemskaberFørste gang
Det vigtigste er at komme godt i gang. Er du ny til Astanga yoga kan du starte enten på introduktions hold eller få en personlig introduktion. Her bliver du undervist i grundprincipperne for Astanga metoden og får på den måde lagt fundamentet for den bedste start på din fremadrettede træning.
Du er i gang
Når du kommer i studiet er vi der for at facilitere og støtte din med din yoga træning og din udvikling. Vi hjælper dig med at huske rækkefølge og udførelse, og hjælper dig videre med nye eller udfordrene stillinger indtil du kan dem selv.